søndag den 24. maj 2015

Grydebrød med urter


Jeg har nu et par gange prøvet at lave et grydebrød, det der også bliver kaldt verdens nemmeste brød.
Og det er altså nemt, selvom det kræver at man starter 16 timer før!
Husk at bruge en gryde hvor alle dele kan tåle 250 grader i ovnen. Jeg har en støbejernsgryde, hvor også låget er i jern. Hvis håndtaget er i plastic, skal det fjernes.
Denne gang havde jeg en omgang ramsløg liggende, så jeg ville prøve med krydderurter i.

Grundopskrift til grydebrød:
5 dl vand
2 tsk salt
625 g hvedemel
gær, en klump på størrelse med en ært

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt mel og salt. sørg for at det bliver rørt godt sammen.
Stil dejen til hævning i 12 timer, for eksempel aftenen før.
Slå dejen ned, og lad den hæve yderligere 2 timer.
Varm din ovn op til 250 grader sammen med gryden. Når gryden er gennemvarm, hælder du dejen i.
Bag nu brødet i gryden MED låg på i 30 minutter. Skrug derefter temperaturen ned til 225 grader, og tag låget af. Brødet skal nu bage 15-20 minutter.
Tag brødet ud af gryden, og lad det køle af mindst 30 minutter på en rist, før du skærer i det. Det har brug for hviletiden til at sætte sig.

Hvis du som jeg har lyst til variationer, kan du altid tilsætte urter eller kerner, eller prøve dig frem med andre meltyper.
Jeg hakkede ramsløg og Thai-basilikum fint, og blandede det bare i dejen.