søndag den 22. juni 2014

Nemt og lækkert a la carbonara

I dag stod menuen på noget nemt, da jeg er træt efter en tur i byen i går, og en hård arbejdsuge.
Tidligere var en favorit-ret pasta carbonara, og smagen var noget jeg lige havde lyst til. Derfor besluttede jeg mig for en omgang veggies carbonara.

Veggies Carbonara
1/2 hvidkål
2 squash
1 pakke bacon i tern
2 æg
100 g revet parmesan
en sjat fløde
friskkværnet peber

Steg bacon på panden. Snit hvidkål fint, og kør squashen igennem en spiralizer.
Steg grøntsagerne med på panden til de er møre.
Bland æg, fløde, parmesan og peber i en skål, og hæld grøntsagsblandingen i.
Bland, og server!

mandag den 2. juni 2014

Russere, altså dem med kanel!

Uhm, hvis der er noget jeg husker fra barndommens ture til bageriet, så er det russere. Altså de der helt tørre skiver brød med kanelsukker på. Det var bare guf!
Efter at have lavet Jane Faerbers lyse formbrød i weekenden, tænkte jeg, at det var noget der skulle afprøves. Resultatet blev naturligvis ikke helt som de klassiske russere, men de blev alligevel ret lækre!

Russere
Et par skiver lyst formbrød
2 spsk sukrin gold
1 tsk kanel
1 æg

Varm ovnen til 140 grader varmluft.
Pisk ægget let sammen med en gaffel i en dyb tallerken.
Bland sukrin og kanel.
Dyb brødskiven let i æggemassen, og derefter i sukrinen.
Læg brødet på en bageplade, og bag det i ovnen i 5-10 minutter
Lad det køle lidt af, så det når at blive sprødt.



Dette indlæg indeholder affiliatelinks

En weekend med meget lækker mad og en god beslutning

Jeg har taget en beslutning, som nok kommer til at betyde rigtig meget: Jeg vil flytte til Aarhus!
Jeg bor i Randers, men arbejder i Aarhus, og jeg er efterhånden ved at være utrolig træt af den lange transporttid. Jeg mangler desuden et liv udover arbejde og buskørsel, og det er svært at få, sådan som mit liv er indrettet nu.
Denne beslutning gav mig henover weekenden fornyet energi, til endelig at komme tilbage på LCHF-sporet for alvor. Jeg har derfor fået lavet mig nogle lækre ting her i weekenden, som selvfølgelig skal på bloggen her:

Lyst formbrød (Jane Faerbers opskrift)
6 æg
150g philadelphiaost
100g smeltet smør
1 1/2 dl fedtreduceret mandelmel
2 spsk kokosfibre
2 spsk loppefrøskaller
1 tsk kardemomme
2 tsk bagepulver

Tænd ovnen på 170 grader. Pisk æggene sammen, og tilsæt ost og smeltet smør.
Bland de tørre ingredienser, og pisk dem i dejen. Lad dejen hvile i 10 minutter, og fordel den derefter i en form beklædt med bagepapir. Bag brødet i 30-40 minutter.





Jeg er sådan en, der gerne køber kød på tilbud, også gerne datovarer. Her kan man virkelig være heldig at finde  nogle lækre udskæringer, og noget man ellers ikke lige får prøvet.
For længe siden fandt jeg i Føtex en ret billig svineskank, og fik af vide af min mor, at det var noget ret lækkert kød - jeg købte den derfor. Den har nu ligget i fryseren længe, jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle gøre af den. MEN, så fandt jeg en opskrift på langtidsstegt skank med sprøde svær, og det så helt fantastisk ud. Det måtte jeg prøve!
Og det blev helt fantastisk! Meget mørt og saftigt kød, og masser af den sprøde svær.
Man skal dog lige være forberedt på at sætte maden i ovnen 4 1/2 time før spisetid!



Langtidsstegt svineskank med sprød svær
1 svineskank
salt og peber

Tænd ovnen på 170 grader. Rids sværen grundigt hele vejen rundt, helt ind til kødet. Gnid salt og peber godt ind i skanken, stil den på kødsiden i et fad, og hæld lidt vand ved. Stil skanken i ovnen, og lad den passe sig selv i 4 timer. Vær dog opmærksom på, at der hele tiden er væske i fadet.




Efter 4 timer tages fadet ud, og ovnen stilles på grill og 230 grader. Hæld stegeskyen fra, og brug den evt. til sovs. Sæt skanken tilbage i ovnen på grill i 10-15 minutter, så sværen helt sikkert bliver sprød.
Lad skanken hvile et kvarter, inden den skæres ud.


Dette indlæg indeholder affiliatelinks



mandag den 5. maj 2014

Tilbage på bloggen

Som overskriften tydeligt afspejler, har jeg længe været fraværende her på bloggen.
Det skyldes flere ting:

1. Arbejdet
Jeg har været meget travl på arbejdet, og faktisk også ret presset. Der har ikke været langt til stress, men så langt nåede jeg heldigvis ikke ud. Dette har i samme ombæring betydet mindre overskud og energi til madlavning, og så kører den onde cirkel jo.

2. Ferie
Jeg har i påsken været i Armenien. Armenien? spørger du så, det er da et usædvanligt rejsemål.
Og ja, det er det nok, men det er faktisk et land der betyder meget for mig. Tilbage i 2007 var jeg volontør dernede, og boede blandt andet hos en familie i en mindre provinsby.
Jeg har derfor en masse familie og venner i Armenien, og jeg fik endelig mulighed for at gense dem.
I Armenien spiser man temmelig meget brød, intet måltid uden brød, så min mave og krop har været noget på overarbejde.
I ferien Havde jeg dog fødselsdag, hvilket resulterede i denne fine sag, der allerede nu er flittigt brugt:


3. Motivation
Oven på både lungebetændelse tidligere i år, stressende arbejdssituation samt ferie, og de dertilhørende dårlige vaners retur, har min motivation været helt i bund.
Den er så småt ved at vende tilbage, så den skal bare nurses og plejes med god og ordentlig mad.
Det har jeg så for eksempel gjort med denne meget lækre blomkålssuppe:









Thai-inspireret cremet blomkålssuppe

1 blomkål
1 grøn peberfrugt
2 løg
2 fed hvidløg
1 stængel citrongræs
1 grøn chili
3 tsk rød karrypasta
2 spsk kokosolie
1 dåse kokosmælk
boullion
salt og peber

Snit den nederste del af citrongræs fint, og gør det samme med hvidløg og chili. Opvarm olien i en gryde, og tilsæt citrongræs, chili, hvidløg og karrypasta. Svits godt igennem, og tilsæt derefter løg.
Rens blomkålen, og skær den i mindre stykker, og lad det svitse med i gryden. Tilsæt derefter peberfrugt, og hæld boullion ved, så det knap dækker grøntsagerne.
Lad suppen koge til grøntsagerne er godt møre, og blend det hele godt med en stavblender.
Tilsæt kokosmælken, og lad det koge godt sammen til en cremet suppe. Jeg havde en rest haidary i køleskabet, det består af feta, hvidløg og peberfrugt. Jeg erstattede halvdelen af kokosmælken med haidaryen i stedet.
Smag til med salt og peber.

Server med kyllingestykker eller rejer.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks

mandag den 31. marts 2014

Luftige chokoladeboller


Jeg er vild med chokoladeboller, men de skal altså være luftige. Det meste LCHF-brød kan være lidt tungt i det.
Så kom jeg i tanke om mine fastelavnsboller, der jo blev både lækre og luftige. De må da kunne formateres til chokoladeboller.
Og det kan de! De er helt perfekte til en lang møde-dag i morgen, hvor alle andre spiser rundstykker og kage.


Chokoladeboller
8 stk

100 g almindelig mandelmel
80 g smør
2 dl vand
3 store æg
3 spsk loppefrøskaller
1/2 tsk vanilie
50 g chokolade 80%

Varm smør og vand, til smøret er helt smeltet. Sluk for varmen, og bland mandelmel og loppefrøskaller i. Rør blandingen godt rundt, og lad den køle af i ca 15 min. Hak chokoladen fint.
Varm ovnen til 175 grader varmluft.
Rør et æg i ad gangen, til massen er ensartet og luftig. Rør til sidst chokoladen i. Det vil smelte lidt, hvilket giver en flot marmoreret effekt.
Fordel dejen i muffinsforme, og bag dem i 15-20 minutter. Lad bollerne køle af på en rist, og tag dem ud af formene. De kan godt hænge lidt fast, men er forholdsvis nemme at løsne.

Disse boller kan, lige som fastelavnsbollerne, pimpes med flødeskum og friske bær!

søndag den 30. marts 2014

Kanelsnegle

Disse kanelsnegle minder langt henad vejen om almindelige kanelsnegle, og så er de sågar mulige at rulle! Opskriften er kraftigt inspireret af denne.

Snegle
4 æg
80 g bløde dadler uden sten
4 dl vand
50 g smør
100 g almindeligt mandelmel
100g kokosfibre
20 g loppefrøskaller
1/2 tsk salt

Fyld
75 g bløde dadler uden sten
50 g sukrin gold
20 g kanel
110 g blødt smør



Blend æg og dadler sammen til en lind masse. Smelt smør i en gryde sammen med vandet, og tilsæt de tørre ingredienser. Rør massen godt rundt - den bliver meget tyk. Tag gryden af varmen og rør æggemassen i lidt ad gangen, og læg dejen til afkøling på bagepapir.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Put dadler, sukrin, kanel og blødt smør i en blender, og blendt til en blød masse.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir, og få det så firkantet som muligt.
Smør fyldet på, og rul forsigtigt sammen til en rulle ved hjælp af bagepapiret.

Skær skiver af  rullen, sæt dem på bagepladen, pensl. evt. med æg, og bag i 30 min til de er gyldne.
Velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks

lørdag den 22. marts 2014

LCHF Kaiserschmarrn

Denne vinter har jeg egentlig ærget mig over ikke at have været på skiferie. Det er nu faktisk en del år siden sidst, og der har bare ikke været feriedage at bruge på det i år. Forhåbentlig bliver det en tur næste år.
Og nu vi taler skiferie, er Kaiserschmarrn bare den ultimative skiturs-dessert. Lækre pandekager i små stykker, og med æblemos og flormelis.
Dog er det jo ikke rigtigt LCHF-venligt, men det kan der jo rådes bod på.

Xenia har lavet sig en opskrift på skamlede pandekager, og det første jeg kom til at tænke på, er netop kaiserschmarrn. Den skulle selvfølgelig afprøves, og jeg bringer den videre her - det smagte nemlig fantastisk!

Kaiserschmarrn
2 æg
1/3 dl fløde
1 spsk kokosfibre
1/2 tsk bagepulver
1 tsk loppefrøskaller
1 spsk sukrin gold
vaniliepulver
lidt salt
smør til stegning

Pisk alle ingredienser sammen til en tynd dej uden klumper, varm panden op og smelt smøret. Hæld dejen på, og rør rundt som ved røræg, til det er let gyldent.


Her har jeg serveret med lun chokoladesovs, friske jordbær og flødeskum.

Chokoladesovs
25 g chokolade 85%
25 g kokosolie

Smelt chokolade og kokosolie sammen, f.eks. i microbølgeovnen.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks