onsdag den 23. december 2015

Lakridsfudge

I min familie er størstedelen af flokken utroligt glade for lakrids, men jeg er altså ikke 100% med på den. Bevares, jeg synes det smager godt, men jeg er altså mere til vingummi og chokolade. Efter min søster har fået glutenallergi, er der en del lakrids hun skal holde sig fra, idet der er hvede i. Hun har derfor bestemt sig for at lave denne lakridsfudge til juleslikket.


Ingredienser:
1 ds kondenseret mælk
450 g rørsukker
1 1/2 dl sødmæl
110 g smør
2 spsk lakridssirup
2-3 spsk lakridspulver
3 tsk lakridsgranulat
evt. 4 tsk salmiakpulver, hvis du vil have den mere som saltlakrids

Hæld kondenseret mælk, rørsukker, smør og sødmælk i en gryde, og lad det smelte sammen. Når det koger hældes lakridssirup i. Lad det koge til massen når 120 grader, og tag gryden af.
Hæld massen i en skål, og lad det stå og køle et par minutter. Massen kan så se skilt ud, men det arter sig når den piskes.
Tilsæt lakridspulver og -granulat, og pisk i 15 min. Husk at smage til undervejs. Massen sætter sig hurtigt, så hæld den i et fad med bagepapir, og glat det ud. laget skal være ca 15 mm tykt. Lad det køle i køleskab i 3-4 timer, inden du skærer ud med en kniv varmet under hanen, så får du flottere kanter.
Opbevar gerne i køleskab!

Glutenfri jødekager

Julens tredje småkage eksperiment i den glutenfri verden er jødekager, en af mine yndlings julesmåkager. Eksperimentet er så endt i 2 versioner, idet den første portion blev SÅ tørre, at hønsene fik dem! Kagerne sugede alt mundvand til sig fra maven og op.
Men andet forsøg, med ny opskrift, er blevet super gode. Opskriften har jeg lånt fra Line på etglutenfritliv, dog tilpasset den til min familie.

Ingredienser:
100 g Jyttemel
150 g lyst bage mix
150 g smør
100 g rørsukker
1 æg

Pynt:
1 æg
Kanel
Sukker
Hakkede smuttede mandler
Bland mel, og smuldr smør deri. Tilsæt sukker og æg, og bland godt, gerne med hænderne. Dejen er MEGET fugtig, så stil den på køl en times tid, og lav så en rulle af dejen.Stil den på køl til den er helt fast, og skær tynde skive af rullen. Læg dem på en bageplade, pensl med æg, og pynt med kanelsukker og hakkede mandler. Bag i 7-8 min ved 200 grader, til de er gyldne. 


søndag den 20. december 2015

Glutenfri Havrecookies

Julens andet småkage eksperiment er med havregryn og rosiner, og smager skønt af kanel. De er sprøde udenpå og chewy inden i. De er nemme og hurtige at lave.
Opskriften får du her:

Ingredienser:
150 g smør 
300 g glutenfri havregryn 
2 æg 
200 g sukker 
1 tsk bagepulver 
1 tsk kanel 
1 tsk vaniliepulver 
2 håndfulde rosiner 
3-4 spsk rismel (alternativt 2 spsk hvedemel) 



Lad havregryn stå og trække med smeltet smør i 15 min. Pisk æg og sukker luftige, og vend i havregrynene med resten af ingredienserne. Fordel dejen med en teske på en bageplade, pas på, de flyder meget ud. Bag 8-10 min ved 200 grader til de er gyldne.
Bruger du finvalsede havregryn flyder småkagerne meget ud, bruger du grovvalsede, bliver de mere chunky. 

Jeg har i år brugt dem til julegaver, og fundet nogle fine poser i IKEA til at pakke dem i.


mandag den 14. december 2015

Glutenfrie Kanelstjerner


I vores familie har vi en efterhånden lang tradition for julebagning, og vi har alle vores yndlingssmåkager. Min far plejer altid at bage sprøde kanelstjerner, der skal dyppes i mørk chokolade. De er virkelig gode, meget porøse, og kombinationen af kanel og mørk chokolade er fantastisk.

Eftersom min søster nu er blevet konstateret gluten-allergiker, er julen i år glutenfri, det gælder også småkagerne. Så nu skal der eksperimenteres.

Første eksperiment er selvfølgelig kanelstjernerne, og de er blevet rigtig gode i første forsøg.


Kanelstjerner
20-30 stk

90 g blød smør
45 g rørsukker
40 g rismel
20 g havremel
10 g pofibre
50 g lys bagemix
1 tsk stødt kanel
et lille nip salt
50 g mørk chokolade til pynt

Pisk smør cremet og luftigt, og tilsæt sukker. Pisk det godt sammen, og sigt derefter de tørre ingredienser i. Saml dejen, og sæt den på køl til den er fast. Drys lidt lys bageblanding på bordet, og rul dejen ud i ca 4mm tykkelse, og udstik fine stjerner. Bag i ca 10 min ved 180 grader.
Når stjernerne er kølet af, kan de pyntes med smeltet chokolade.


Har du glutenallergi? Køb glutenfrie varer her.



Dette indlæg indeholder affiliate links.

lørdag den 6. juni 2015

Sommertærte med nektarin og hyldeblomst

Aaaaah! SÅ kom sommeren vist efterhånden til Danmark også.
Jeg havde et par veninder fra arbejdet på besøg i går, og havde en masse nektariner stående, som virkelig trængte til at blive brugt. Jeg endte derfor med at lave en dejlig sommertærte til dessert.
Her er bagt med mørdej, men du kan også bruge denne LCHF-bund.

Mørdej:
100 g koldt smør
150 g mel
1 1/2 spsk rørsukker
1 ksnp salt
1/2-1 æg

Bland mel, salt og sukker, og smuldr smørret deri. Saml dejen med æg. Smør et tærtefad, og rul dejen ud. Bag bunden i 15-20 minutter ved 200 grader.



Tærtefyld:
8 modne nektariner
1 dl vand
1 dl hyldeblomstsaft
3 spsk brun farin
1/2 tsk kanel
1 spsk citronsaft
en stor håndfuld hasselnødder.

Rist hasselnødderne, pil skallerne af, og hak dem groft.
Lav et opkog af vand, kanel, hyldeblomst, citron og farin. Del nektarinerne i 8, og lad dem koge med i sukkerlagen i 5 minutter.
Fordel nektarinerne og hasselnødderne på bunden, og bag tærten i 10 minutter.
Kog sukkerlagen ind, så den bliver en tykkere sirup. 
Hæld lagen over tærten.
Server gerne med kold vaniljeis eller måske en dejlig råcreme.


søndag den 24. maj 2015

Grydebrød med urter


Jeg har nu et par gange prøvet at lave et grydebrød, det der også bliver kaldt verdens nemmeste brød.
Og det er altså nemt, selvom det kræver at man starter 16 timer før!
Husk at bruge en gryde hvor alle dele kan tåle 250 grader i ovnen. Jeg har en støbejernsgryde, hvor også låget er i jern. Hvis håndtaget er i plastic, skal det fjernes.
Denne gang havde jeg en omgang ramsløg liggende, så jeg ville prøve med krydderurter i.

Grundopskrift til grydebrød:
5 dl vand
2 tsk salt
625 g hvedemel
gær, en klump på størrelse med en ært

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt mel og salt. sørg for at det bliver rørt godt sammen.
Stil dejen til hævning i 12 timer, for eksempel aftenen før.
Slå dejen ned, og lad den hæve yderligere 2 timer.
Varm din ovn op til 250 grader sammen med gryden. Når gryden er gennemvarm, hælder du dejen i.
Bag nu brødet i gryden MED låg på i 30 minutter. Skrug derefter temperaturen ned til 225 grader, og tag låget af. Brødet skal nu bage 15-20 minutter.
Tag brødet ud af gryden, og lad det køle af mindst 30 minutter på en rist, før du skærer i det. Det har brug for hviletiden til at sætte sig.

Hvis du som jeg har lyst til variationer, kan du altid tilsætte urter eller kerner, eller prøve dig frem med andre meltyper.
Jeg hakkede ramsløg og Thai-basilikum fint, og blandede det bare i dejen.


lørdag den 24. januar 2015

Dejlig juice

Min mor har købt en slowjuicer, og den er jeg altså blevet ret glad for at bruge.
Vi har en hel del æbler liggende fra haven, og de trænger gevaldigt til at blive brugt. Så vi juicer på livet løs.
I virkeligheden kan man bruge lige hvad man vil til juice - jeg er ikke rigtig glad for dem med mange grøntsager endnu, selvom jeg synes de er sjove at lave. Især kål oplever jeg giver en kraftig bismag.

Fordelen ved en slowjuicer frem for en saftcentrifuge, er mængden af juice der kommer ud, samt at flere vitaminer bibeholdes i slowjuiceren. Desuden er denne type fra Hurom forholdsvis støjsvag.


Her er to eksempler på dejlig juice:

Mild eksotisk juice:
Æbler
Gulerødder
Pomelo
Appelsin - øko med skræl
Lime - øko med skræl
Passionsfrugt




Lyserød juice:
Æbler
Gulerødder
Rødbede
Appelsin - øko med skræl
Annanas

Der er lidt forarbejde, men det er sjovt at lave, og resultatat er lækkert.

Strikkerier

Siden jeg i efteråret blev sygemeldt, er jeg begyndt at strikke.
Min farmor lærte mig at strikke da jeg var omkring de 10 år, men det blev aldrig til mere end prøveklude. Jeg var heller ikke særlig god til at strikke. Jeg fik lavet ekstra masker i enden af pinden, det var enten for løst eller så stramt, at jeg knap kunne få maskerne af pinden.
Men under sygemeldingen havde jeg brug for noget at tage mig til, og jeg fik lyst til at strikke. Jeg har gang i lidt forskellige projekter, som jeg vil forsøge at lægge op her efterhånden.

Jeg har i den sidste tid været glad for at strikke huer, og det er da også blevet til en hel del.
De første jeg lavede blev ret små, også for små til dem der egentlig skulle have dem, og så måtte jeg jo lave nogle nye. De blev ret vellykkede, og jeg fortsatte med en til min store fætter på 24!

Alle huerne er strikket efter fantasien, dog med basis i denne opskrift fra DROPS.
Garn kan du købe her hos Filato, eller her hos Rito, hvor du også finder pelskvaste af kanin, lige som den jeg har brugt til den store hue. For eksempel denne i brun.

Denne hue er strikket til en baby i alpaca uld fra Sandnæs 

Denne hue er strikket i Alfa mohair og uld fra Sandnæs 

Denne hue er strikket i Alpaca uld fra Sandnæs

Disse søde huer er strikket i ren uld jeg fandt billigt i Netto

onsdag den 3. december 2014

Lækre stribede småkager

Yes - her kommer så første opskrift under det nye navn. Det er jo jul, og så skal der bages småkager. I min familie siger vi hvert eneste år, at vi ikke skal bage for meget, og alligevel ender vi med at svømme i juleslik og småkager. I år har vi sagt det samme, men vi vil alligevel bage en del, for mine forældre afholder en stor julefest for venner, naboer og familie. Og her skal, udover æbleskiver og brændte mandler, også serveres småkager. Jeg bagte første variant i dag - en zebrastribet småkage med vanilje og kakao!

Zebrasmåkager
200 g blødt smør
4,5 dl hvedemel
1 dl sukker
2 tsk vaniljesukker
3 spsk kakao

Smuldr smør i melet, og tilsæt sukker. Saml dejen hurtigt, så den ikke bliver for blød.
Del dejen i to, og bland den ene med vaniljesukker og den anden med kakao.

Rul dejen ud i pølser, lige mange for hver farve, og tryk dem let flade. Saml pølserne, og tryk dem godt sammen. Stil dejen i køleskabet i mindst en time, inden de skære ud i 3-4 mm tykkelse. Bag dem i ca 10 min. ved 200 grader.

Man kan også rulle dejen helt flad, og derefter rulle den sammen - det giver et fint spiralmønster. Vær dog opmærksom på, at der ikke kommer lufthuller i rullen.






Nyt navn og nyt fokus

De sidste måneder har været rigtig svære for mig. Jeg har måttet sygemelde mig med stress, hvilket har været utroligt hårdt. Jeg er dog heldigvis så småt tilbage på arbejde, dog kraftigt nedsat i tid, og det er dejligt at være tilbage.
Samtidig med dette, har jeg deltaget på Tatjanas online vægttabsforløb over 10 uger. I starten gik det rigtig godt, men efterhånden som jeg blev mere og mere træt og stresset, gik det mindre og mindre godt. Det frustrerede mig, indtil den dag jeg sygemeldte mig, så valgte jeg at fokusere på det vigtigste - mig selv. 
Jeg har ellers været rigtig glad for forløbet og det materiale der blev sendt til mig. Jeg har haft et lille vægttab, og kan også se på min krop, at jeg har tabt mig. Det er jeg glad for, men vægttabet er ikke længere det vigtigste for mig.
Det har været en tid med mange frustrationer, og med et ordentligt kig indad. Jeg har gjort mig mange tanker om mit eget liv, om livskvalitet og livsglæde, og om mit egen velvære. Det har betydet, at jeg nu ikke længere ønsker at leve efter LCHF principperne. Der er madvarer jeg ikke ønsker at undvære længere - livet er simpelthen for kort til brøderstatninger!
Dog er der mange retter jeg er blevet utroligt begejstret for, og som jeg fortsat vil lave.
Fremover vil min kost bestå af varierede grøntsager og kød, som før, men nu også med lidt brød, ris eller kartofler som tilbehør.
Det der for mig bliver det afgørende er, at jeg skal have gang i noget træning. Dette sætter jeg for alvor ind med i det nye år - mere om det følger.
Bloggen vil derfor ikke kun handle om mad og tilhørende opskrifter, i stedet vil jeg forsøge at skrive lidt oftere, og dele lidt flere ting. Fokus bliver bredere, så at sige.

En af de ting man i fremtiden vil kunne møde her på bloggen også, er håndarbejde, f.eks. strik. Det er noget jeg er kommet i gang med under min sygemelding, det har en lidt meditativ virkning på mig. Så for tiden slæber jeg mit strikketøj med alle vegne, sådan at jeg altid kan finde det, når jeg synes jeg har brug for det.

Ja - men jeg ser eneormt meget frem til at skulle skrive lidt mere, og komme med et større udvalg af opskrifter og glimt fra min hverdag.
Rigtig god december til alle!



mandag den 27. oktober 2014

Noget om stress, vægttabsforløb og svinekæber

Okat, dette indlæg har været længe undervejs, i hvert fald oppe i mit hoved, for det er faktisk lidt svært for mig at skulle skrive for tiden.

Jeg har den sidste tid tumlet med manglende overskud, søvnbesvær, nedtrykthed, tankemylder og en masse ande. Det har nu resulteret i en sygemelding med stress, omend jeg er klar over, at jeg formentlig har brudt cirklen i et tidligt stadie. Jeg har det ikke godt, men det kunne altså også være værre.
Det er svært for mig at være syg på denne måde, jeg er vandt til bare at kunne klare alt, men har måttet sande, at det ikke er tilfældet - det er ikke rart at skulle se sig selv i øjnene på den måde.
Jeg går nu rundt herhjemme, og forsøger at få slappet af og få lidt styr på tankerne, og lige nu går det ok.

Noget af det jeg har tænkt over, er også vægttabsforløbet ved Tatjana, og hvad det egentlig er jeg gerne vil med det.
Jo, jeg vil jo gerne tabe mig, men jeg er også noget frem til en erkendelse af, at det ikke er det vigtigste. For mig er det vigtigste, at jeg har det godt med det jeg spiser, så jeg ikke ender med at dunke mig selv oven i hovedet, hvis jeg spiser noget jeg ikke "må".
Det jeg især kan bruge dette forløb til, og tiden efter også, er at få et mere sundt og naturligt forhold til kulhydraterne. Før i tiden kunne jeg sagtens leve af brød en hel dag, og nu forsøger jeg at undgå det helt. Men jeg har fundet ud af, at ingen af delene er optimale for mig, og livet simpelthen er for kort til brøderstatninger, så vil jeg hellere spise en rugbrød, eller et stykke hjemmebagt brød. Og lige nu er jeg på et stadie, hvor jeg synes det er ok at spise en skive rugbrød. Så længe det bare ikke er hoveddelen af mine måltider, men et stykke tilbehør. Og så længe det er noget ordentligt noget - her tænker jeg hjemmekværnet mel og hjemmebagt brød med kærlighed og gode råvarer. Så det er indtil videre mit største udbytte af dette forløb - selvfølgelig har jeg tabt mig og er glad for det, men det jeg bedst kan bruge fremover, er bevidstheden om hvad det EGENTLIG er jeg gerne vil.
For jeg vil gerne spise brød og kartofler, bare ikke så meget som før. Og det er faktisk lettere at holde sig i skindet, når man har det godt med at spise de ting en gang imellem, frem for at have det skidt med det - nydelsen bliver bare ikke det samme med dårlig samvittighed.
Har du lyst til at læse mere om Tatjanas online vægttabsforløb, kan du klikke her!

Oven i disse lidt tanke-prægede linier, har jeg også lige en opskrift. Det er ikke meget jeg har fået lavet af mad på det sidste, og endnu mindre at jeg har gjort mig tanker om det, eller har haft lyst til at skrive om det.
Men i weekenden fik jeg alligevel lavet en portion svinekæber, og tænkte at det ville gøre sig godt her på bloggen. Jeg fandt svinekæber på tilbud i Kvickley, og havde tilfældigvis lidt i fryseren også, så det blev en ret stor portion, nok til 4-6 mennesker.


Svinekæber i fyldig sovs
12 svinekæber
2 persillerødder
2 løg
2-3 fed hvidløg
2 gulerødder
3 dl rødvin eller øl
1 dl æblejuice
vand
frisk timian
piskefløde
salt og peber

Krydr kæberne med salt og peber, og brun kæberne på alle sider i smør i en stor gryde. Skær grøntsagerne i grove stykker, og lad dem stege med et par minutter. Hæld derefter rødvin og æblejuice i, og til sidst vand, så kæberne er dækkede. Tilsæt også friske timiankviste.
Lad kæberne simre i ca 2 timer under låg, alternativt kan hele baduljen også sættes i ovnen - brug f.eks. en stegeso.
Når kødet er så mørt, at det let falder fra hinanden, tages kæberne op, og lægges til side. Timiankvistene tages fra. Blend nu stegesky og grøntsager med en stavblender, og tilsæt fløden, til du synes tykkelsen passer. Smag evt til med mere rødvin, samt salt og peber. Læg kæberne tilbage i sovsen, og servér.

Jeg serverede med nogle bagte rodfrugter.


Fordelen ved denne sovs er, at du får en tyk og cremet sovs, helt uden brug at jævning. I stedet er det grøntsagerne der giver den tykke konsistens. Jeg vil fremover benytte mig af det til andre udskæringer - forestil jer lige en lækker sovs det kan blive til jul med både flæskesteg og and.

fredag den 3. oktober 2014

Travlhed og pres, samt forløbets 5 uge

Ja, det er ikke meget der er blevet skrevet på bloggen de sidste par uger, det ved jeg godt.
Jeg er simpelthen så træt og udmattet når jeg kommer hjem fra arbejde - vi er lidt pressede for tiden med en del langtidssygemeldinger, en nær kollega går på efterløn, og hans efterfølger starter først om en måned. Derudover kræver det stadig en del energi at tilvænne sig de nye forhold i folkeskolereformen, nye børn i klasserne og den kortere dag i SFO'en, hvor det stadig forventes at vi giver et lige så godt tilbud som før sommerferien, og så oven i købet med en halvering af personalet! Det ER hårdt, og jeg kan mærke at jeg skal passe på mig selv.
Det har desværre betydet, at jeg har sagt stop til Lindyhopp. Det er en rigtig sjov måde at få motion på, men det der giver mig mest energi og overskud for tiden, er når der bipper noget ind på den sociale konto. Det gav Lindyhopp mig ikke, og efter en 10 timers arbejdsdag, har jeg bare trængt til at komme hjem, frem for at drøne frem og tilbage til Aarhus. Forholdet vil dog ændre sig når jeg flytter til Aarhus efter nytår, så jeg starter op igen der.
I stedet vil jeg fokusere på at komme godt ind i min nye spejderklan, der bonner på socialkontoen med det samme. Der er møde hver 14. dag, og det er rigtig godt kan jeg mærke.

Kosten har heller ikke kørt for godt det sidste stykke tid. Det gik ellers rigtig godt, men jeg blev syg med kvalme og ondt i maven i flere dage, og siden da har det været svært. Jeg forsøger konstant at komme godt tilbage på sporet, men det er lidt en ond cirkel.
Jeg har ikke fået lavet en masse spændende og lækkert mad, og jeg synes ikke der har været meget plads til at skrive om det.

MEN, jeg ved at jeg har tabt mig, og det føles godt, og det er også motiverende for at fortsætte.
Nye oplæg og opskrifter følger snarest :)

Hvis du vil læse mere om Tatjans Online Vægttabsforløb, kan du læse mere her!

lørdag den 13. september 2014

Om Lindyhop, onlineforløb og god mad

I dag er jeg startet til min nye motionsform - Lindyhop!
Lindyhop er en danseart fra 20'erne, som egentlig er blandet er flere dansestile, herunder charleston.
Jeg er startet i Aarhus, og for at kunne starte på ugentlig basis, skal man have deltaget i et weekendkursus. Jeg har nu taget første dag, en dag med 5 timers dans, og i morgen kommer endnu en dag.
Det er helt vildt sjovt, og pulsen er oppe hele tiden. Desuden er der en del sociale arrangementer med dans hver uge forskellige steder i aarhus. Det bliver i hvert fald rigtig godt for mig at gå til.
Hvis du har lyst til at se nogle meget dygtige dansere, kan du se hvor vildt Lindyhop kan være, i videoen herunder.


Så er vi jo også ved at være igennem de første 10 dage på Tatjanas Onlineforløb. Jeg synes stadig det går godt, der har ikke været megen sukkertrang. Dog gjorde jeg en stor opdagelse i onsdags, efter en meget hård dag på arbejde, hvor jeg blev slået af en elev, nemlig at sukkertrangen for mig er mest psykisk. I det sekund jeg fik fri, kom de. Det var synd for mig, og jeg havde i hvert fald fortjent det oven på sådan en oplevelse. Sammen med sukkertrangen kom faktisk også en shoppetrang!
Jeg valgte dog ikke at følge nogen af dem, selvom det var meget svært. Et af midlerne var tanken om at skulle på inspirationskursus i bålmad hos Anne Hjernøe fra Annemad.
Det var også bare helt vildt spændende, og vi lavede utrolig lækker mad: Grillede fisk med fyld af æbler og løg, Grillede grøntsager og flødestuvede svampe - alt sammen noget der passede lige ind i madplanen. Der var nok til at kunne spise sig mæt, så der skulle ikke tænkes på aftensmad for mit vedkommende.
Kurset var arrangeret af ØKO Løft og Københavns Madhus, måske de også arrangerer madkurser nær dig?
Hvis du vil vide mere om Tatjanas online vægttabsforløb, kan du læse om det her.

Torsdag var jeg inspireret til madlaving, og havde især lyst til bagning. Der skulle bages stenalderbrød, og så havde jeg set en ny opskrift på knækbrød hos Jane Faerber. Jeg bagte dem, og de var virkelig nemme, og meget lækre. Desuden er der chia frø i, og dem har jeg en del stående af, uden at vide lige hvad jeg skal bruge dem til(er ikke vil med chia-grøden). De smager fantastisk med smør og ost på.
Opskriften bringer jeg her:

 Chia Knækbrød

2 dl vand
1 dl chiafrø
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 1/2 dl græskarkerner
1 tsk salt

Varm ovnen til 160 grader.
Hæld vand og chiafrø i en skål, og lad det trække 10-15 minutter, så det bliver en geleklump.
Bland de sidste ingredienser i, og evt. lidt mere vand, hvis massen er for tør.
Bred massen ud på en bageplade med en ske eller dejskraber, og bag i ca en time.
Du kan vælge at skære brødet i firkanter inden bagningen med en pizzaskærer, eller bare knæk det fra hinanden bagefter.

En af de ting, der så ikke går helt som det skal, er morgenmaden. Jeg har aldrig været god til at spise morgenmad, og det svinger meget med appetitten. For tiden kan jeg kun få tykmælk iblandet lidt fløde og blendede brombær/hindbær, samt blåbær og hørfrø på toppen. Ikke det mest lowcarb, men da det ikke giver mig sukkercrawings i løbet af dagen, og holder mig mæt indtil frokost, fortsætter jeg nok bare med at spise det. Og pænt ser det jo ud!

Endelig vil jeg også lige vise nogle utroligt lækre cookies jeg har lavet. De er lavet på macademianødder og brunet smør, og jeg har lavet dem før. Disse er i en chocolate chip version, og de smager helt vildt godt. Prøv også disse versioner med lakrids og chokolade.

Chocolate Chip Cookies
75 g macademianødder
30 g sukrin gold
1 æg
1 tsk vaniliepulver
100 g smør
1 nip salt
30 g mørk chokolade, mindst 80%

Rist nødderne på en pande til de er let gyldne, og køl dem derefter helt ned.
Smelt smøret på en pande, og lad det blive let brunt. Det skal dufte lidt nødde-agtigt.
Hak de kolde nødder i en minnihakker, pas dog på det ikke bliver til smør.
Bland æg, sukrin, vanilie og salt i, og rør godt rundt, inden det let afkølede smør tilsættes.
Hak chokoladen, og bland i til sidst.

Med en teske laves klatter på bagepair, og kagerne bages i 6-8 minutter ved 160 grader.
Når de er let gyldne i kanten, er de færdige.



Dette indlæg indeholder affiliatelinks

mandag den 8. september 2014

Onlineforløbets dag 5

Så er de første 5 dage på Tatjanas onlineforløb overstået, og jeg synes egentlig det har været helt okay.
Jeg har fået spist ordentligt ved alle måltider, og har stort set følt mig mæt.
Sukkertrangen har været utrolig begrænset, dog fik jeg i weekenden brug for lidt, og valgte at spise et stykke tørret mango lørdag, og lidt frugt søndag.
Men det har også været noget af en opstart, det her med at rydde kalenderen holdt ikke helt!

Fredag blev en totalt stresset afslutning på arbejdet, og en tur på Hammel Hestemarked om aftenen. Generelt var jeg bare træt, og lod mig nøjes med en flaske vand frem for cola.

Lørdag morgen tog jeg og familien et smut til grænsen. Det er en tur der har været planlagt længe, jeg selv ville købe nødder, kaffe og sodavand. Jeg formåede også at holde mig helt væk fra slikket, omend det blev til en pose tørret mango. Vi havde taget madpakke med, så frokosten blev helt ok.
Til aftensmad spiste vi på en café i Kolding, hvor det var nemt at vælge kartoflerne fra, og i stedet få lidt ekstra salat til den afsindigt lækre bøf. Her serverede de oven i købet både kryddersmør og chillimayo til!

Søndag startede med et besøg på et lille bagagerumsmarked ved Randers, hvorefter jeg og min mor knoklede i lejligheden. Jeg er i gang med at flytte ud, og vi fik malet hele stuen, samt fyldt bilen med sager. Det har nu betydet, at jeg bor hos mine forældre, indtil jeg har min lejlighed klar i Aarhus.
Nogle lange dage, og en lang smøre. MEN, det hele har kørt som det skulle, synes jeg. Egentlig er jeg lidt usikker på om jeg spiser for meget fedt, men regner med at kunne redigere hen ad vejen.

Og så fik jeg endelig målt mig, dog først her til aften, efter en sen aftensmad.
Talje: 75
Hofte: 97
Numse: 107
Lår: 61
Overarm 30
Jeg regner med at måle mig igen ca halvvejs i forløbet.

Kunne du tænke dig at vide mere om Tatjanas 10 ugers online vægttabsforløb, skal du klikke her!


torsdag den 14. august 2014

Lækker brownie

For ca et år siden, før jeg startede med denne blog, afprøvede jeg en helt fantastisk brownie. Den endte dog med at blive ret dyr, idet der skulle bruges mandelsmør, og jeg fandt kun et lille og dyrt glas hos min lokale øko-pusher. Jeg har ofte tænkt på selv at få det lavet, men det er aldrig blevet til noget.
For nogle uger siden var jeg så tilfældigvis i Bazar Vest i Aarhus, et fantastisk sted med stort grønt- og frugtmarked, spændende butikker, og et virkelig godt supermarked med masser af varer fra mellemøsten. Dette supermarked har efterhånden fået et temmelig stort udvalg af produkter fra Aurion, Bigodan og Rapunzel, herunder mandelsmør. Og det er altså billigt! 100kr for 500g mandelsmør!
(Hermed et tip til alle i Aarhus-området - tjek det store supermarked i Bazar Vest ud)

Straks kom jeg til at tænke på den lækre brownie, og i går aftes blev det endelig tid ti at få bagt.
Og den er altså lige så god som jeg husker! Kagen er helt uden mejeriprodukter, og helt uden melerstatinger.





Brownien var dog ikke det eneste rigtig gode i denne hårde opstarts-uge efter ferien, med ny skolereform og nye børn. Jeg faldt over et opslag fra Tatjanas hjemmeside omkring hendes onlineforløb. Jeg har tidligere luret på det, men har ikke haft råd. Men nu tilbød hun et gratis 10-ugers forløb med online rådgivning, mod at man havde en blog, og skrev indlæg om processen. Jeg er simpelthen så glad for at være blevet valgt som deltager, og glæder mig helt utroligt meget til at komme igang d. 4. september.
Vil du vide mere om forløbet, kan du læse her!



Brownie
2 dl mandelsmør
1/2 dl kokosolie
1/2 dl kakao
2 tsk bagepulver
2 æg
1 tsk vanilie
en god håndfuld mandler, eller andre nødder
evt. lidt hakket mørkt orange-chokolade

Varm ovnen til 180 grader.
Rist mandlerne let på en varm pande, og hak dem groft.
Bland mandelsmør, olie, kakao, bagepulver, æg og vanilie, du kan evt. bruge en stavblender.
Tilsæt chokolade og mandler, rør runft, og hæld dejen ud i en form. Jeg brugte et lille fad.
Bag til kagen lige præcis danner skorpe på toppen.



Jeg serverede flødeskum og jordbær coulís til!
Velbekomme!

tirsdag den 22. juli 2014

Sommerferie og sommertærte


Aaahhh! Så fik jeg også endelig sommerferie. Har 3 uger, og det er første gang i flere år, at jeg kan holde en god lang sommerferie.
Egentlig har jeg ikke mange planer for min sommerferie, især ikke her de første 2 uger. Dog har jeg det mål, at skulle have godt gang i træning. Og indtil videre går det meget godt, har været nede at træne de sidste to dage, og regner med at skulle træne 5-6 dage om ugen her i løbet af ferien - så ender det vist med at blive en vane. En god vane!

En anden ting jeg skal, er at passe hus. Mine forældre er væk på ferie, og da de har både høns, kat og kæmpe køkkenhave, er der brug for at blive set til huset. Men det har nu også sine fordele, idet haven bugner med lækre ting, som jeg bare skal tage og spise af. For eksempel har jeg plukket kilovis af ærter og blåbær, stikkelsbær, masser af agurker og squash, og flere forskellige slags salat.
LÆKKERT! Siger jeg bare.

Alle disse lækre sager skal selvfølgelig spises, og jeg fik lyst til at lave en sommertærte med bær. Det endte med en blanding af stikkelsbær og blåbær, og den blev meget lækker! Andre bær kan selvfølgelig også bruges.

Tærte med sommerbær
150 blød smør
75 g sukrin gold
50 g fedtreduceret mandelmel
50 g kokosfibre
1 tsk vaniliepulver
1 tsk bagepulver
1 æg

Fyld:
ca. 500-700 g friske sommerbær, her er der brugt blåbær og stikkelsbær
4 tsk sukrin gold
50 g blød smør




Varm ovnen til 200 grader
Bland først de tørre ingredienser, og tilsæt derefter det bløde smør. Rør godt rundt, og bland til sidst æg i.
Pres dejen ud i en smurt tærteform, og skulle der være lidt dej til over, kan det gemmes og og bruges til at pynte tærten med.
Bag tærtebunden kort i 5-7 minutter.

Skyl og rens bærrene, stikkelsbær skal nippes i begge ender. Fordel dem over bunden, så de når godt op til kanten.
Bland sukrin og sukker til remonce, og fordel små klatter ud over bærrene.
Bag nu tærten i 15 minutter, og dæk den med sølvpapir, og giv den yderligere 15 minutter, eller til bærrene er helt møre.

Lad tærten køle lidt af inden den sereveres, f.eks. med lidt hjemmelavet is, flødeskum eller, som her,  mascarponecreme til.


Dette indlæg indeholder affiliatelinks

onsdag den 16. juli 2014

Sprøde Marengs

I dag havde jeg lyst til en lille sommerdessert som forskud på den ferie jeg får på fredag.
For noget tid siden købte jeg en omgang sukrin melis, selvom jeg ellers sværger til sukrin gold. Men det var netop med henblik på at skulle afprøve LCHF marengs, og det blev så i aften. Jeg har tidligere læst om den kolde smag i sukrin, men som ikke er så tydelig i gold-versionen. Jeg tænkte derfor, at mine marengs skulle tilsættes noget smag, så den kolde fornemmelse ikke gik så stærkt igennem. Jeg besluttede mig for en omgang med orange-chokolade.

Marengs med orange-chokolade
6 flade stk

2 æggehvider
100 g sukrin melis
1 tsk vaniliepulver
2 tsk raw kakao
40 g groft hakket mørk orange-chokolade

Varm ovnen til 100 grader, ikke varmluft!
Pisk æggehviderne godt stive, og pisk sukrinen i.
Bland vanilie, kakao og chokolade i.
Lav klatter med en ske på bagepapir, og flad dem evt. lidt ud. Så opnår du en sprødere og mere porøs marengs.
Bag i 60-70 minutter, og undgå at åbne ovnen undervejs.
Lad de helt bløde og varme marengs køle af, så bliver de dejligt sprøde.



Jeg knuste min marengs i store stykker, tilsatte lidt friske jordbær og blåbær, og lavede en dejlig omgang råcreme, og voilá - dejlig marengsdessert a la Eton Mess



Dette indlæg indeholder affiliatelinks

tirsdag den 15. juli 2014

Endnu mere fathead - nu som tærte

Efter at have bagt fathead-pizzaen i søndags, ville jeg prøve at bruge dejen til mere. Det er i dag blevet til en rigtig lækker tærte. Igen var bunden let at lave, og fungerer godt som tærtebund, idet kanterne bliver dejligt sprøde.

Fatheadtærte 

150 g revet ost
50 g philadelphia
1 æg
15 g pofibre
25 g fedtreduceret mandelmel
1 spsk oregano

Varm ovnen til 180 grader varmluft.
Smelt ost og philadelphia langsomt i en gryde, til det bliver en blød klump. Rør pofibre, mandelmel og oregano i. Hæld blandingen i en skål, og rør æg i.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og læg dejen i en smurt tærteform. Prik huller i dejen med en gaffel, og bag den i 5 minutter. Tilsæt nu dit ønskede fyld, og bag færdig.

 Broccoli-, bacon- og mozzarellafyld
1 broccoli
1 pakke bacon
1 kugle frisk mozzarella
200 g økologisk hytteost
2 æg
friskkværnet peber

Skyl broccolien, og skær den i små buketter. Damp broccolien, til den er næsten mør.
Skær bacon i små stykker, og steg på en pande.
Bland hytteost, æg og peber i en skål, og skær mozzarellaen i mindre stykker.
Fordel broccoli, bacon og mozzarella over bunden, og hæld til sidst æggeblandingen over. Bag i ca 20 minutter.








Dette indlæg indeholder affiliatelinks

Blomkålsboller

Jeg har et stykke tid gået og luret på Marias blomkålsboller, og med 2 blomkål i køleskabet der trængte gevaldigt til at blive brugt, var det vel på tide at få prøvet.
Bollerne er meget nemme og bage, og giver et godt skud grøntsager. Derudover er bollerne også fri for mælkeprodukter, for de der forsøger at undgå dette.

Blomkålsboller
9 stk
400 g blomkål
2 æg
1 tsk bagepulver
1/2 dl pofiber
2 spsk loppefrøskaller
2 spsk hørfrø
1 tsk salt

Tænd ovnen på 200 grader.
Hak blomkålen fint i en blender eller minihakker, og bland med æg. Tilsæt loppefrøskaller, salt og hørfrø. Bland pofiber og bagepulver, og bland med resten. Lad dejen stå og trække i 10 min.
Form bollerne, jeg brugte en ske, og bag dem i ca 25 min, eller til de er gyldne.

søndag den 13. juli 2014

Fathead Pizza og kickstart

SÅ! Nu fik jeg endelig prøvet fathead pizzaen - en pizza med ret så sprød bund, og som jeg efterhånden er stødt på ret mange gange her på internettet.



Egentlig har jeg længe gerne villet lave den, men der har ikke været meget overskud til at afprøve og eksperimentere med nye retter i mit køkken. Jeg har længe forsømt at få spist ordentligt LCHF, alle mine hovedmåltider har været helt efter bogen, men jeg har spist alt muligt andet ind imellem måltiderne. For det meste har det været nogle hurtige kulhydrater, både i form af brød, kage, kartofler og slik. Ikke så smart
Lige så længe som jeg har spist "forkert", har jeg også forsøgt at komme tilbage til, den for mig, bedre livsstil, men er faldet i fælden nærmest dagligt. Jeg har været enormt frustreret over det, hvilket ikke ligefrem hjælper på den gode energi omkring kosten - det blev en ond cirkel.

Men, nu har jeg i dag haft en rigtig god start. Jeg kan mærke jeg har fået ny energi til at komme ordentligt fra start, og i dag har jeg spist det jeg skal og må, og intet andet! Og jeg har ikke lyst til andet og mere mad nu, jeg har ingen sukkertrang haft i dag.

Og rent faktisk ved jeg hvor denne energi kommer fra, hvilket betyder, at det bliver lettere at bibeholde energien og de gode kostvaner fremover.
Jeg har gennem hele weekenden haft besøg af en gammel og meget kær ven, som jeg hverken har set eller talt med temmelig længe. Men det var slet ikke til at mærke. Hele weekenden har været fantastisk med tivoli-tur og koncert, sol, afslapning og masser af snak og hygge. Som tilflytter til Randers kender jeg ikke rigtig nogen her, og det kan jeg mærke i hverdagen. Jeg havde helt glemt hvor vigtigt det er at få set sine venner og lave noget socialt. Derfor har denne weekend betydet enormt meget - mine sociale batterier er blevet ladet op, og jeg er HELT klar til at få gjort noget ved kosten!

Tilbage til pizzaen - uh, det var bare noget helt andet end blomkålspizza, som jeg ellers er virkelig glad for, det er en af mine yndlingsretter. Bunden er meget brød-agtig, sprød, og ret nem at lave.


Fathead pizzabund
200 g revet ost
50 g philadelphia
15 g pofibre
1 æg
1 tsk oregano

Varm ovnen til 200 grader.
Smelt ost og philadelphia langsomt i en gryde. Det vil ikke blive flydende, men til en blød klump. Bland mandelmel, pofibre, oregano og æg i, og rør godt igennem. Ælt gerne lidt med hænderne.
Rul dejen tyndt ud mellem 2 stykker bagepapir, og prik bunden med en gaffel. Bag den i ca 8 minutter, eller til den er gylden.
Pynt nu pizzaen med dit yndlingsfyld. Jeg brugte tomatsovs, lufttørret skinke, champignon, squash og mozzarella ost.
Bag til osten er smeltet, og velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks