mandag den 23. december 2013

Glædelig Jul!

Så blev det lillejuleaften endnu en gang, og i år efter en særdeles turbulent december måned.
Efter en måneds ledighed var jeg til samtale på N.J. Fjords Gades Skole i Aarhus, og fik et fantastisk spændende fuldtidsjob i SFO'en og indskolingen, med start 1. december.

Samtidig har jeg siden midten af november været travlt optaget i alle weekender med familiefirmaet i Den Gamle By i Aarhus. Det betyder, at der de sidste 3 uger ikke har været et øjeblik til madlavning eller julehygge, og det har også betydet, at bloggen her har været temmelig tavs.

Her står vi næsten hele æbleskive-familien. Jeg står og gemmer mig bagved!


Men nu er det ferie og jul, og der skal slappes af. Jeg skal slappe lidt ekstra af i aften, da jeg mærker eftervirkningerne fra den traditionelle risengrød. Og risengrød er altså min absolutte livret - jeg kan spise det året og døgnet rundt. Jeg har ikke spist ris en eneste gang siden min start på LCHF, og dermed har jeg heller ikke fået risengrød en eneste gang. Derfor var jeg nødt til at spise den i aften, og det var et bevidst valg.
Nu mærker jeg så straffen - MEGET ondt i maven! Risengrøden var dog utroligt god, og ca. smerten værd. Næste år tager jeg dog nok ikke 3 portioner…

Mit LCHF-liv har, ligesom bloggen, stået ret stille de sidste to måneder under arbejdsløshedsforløbet, men med et nyt job på hånden, er jeg klar til pr. 2. januar at genoptage den sunde vej 100% igen, og jeg glæder mig til det.
Indtil da vil jeg nyde julen, den gode mad og de hjemmelavede godter uden at få dårlig samvittighed.

Nu er juletræet pyntet, gaverne pakket ind, og kalenderlyset har kun nr. 24 tilbage.
Rigtig glædelig jul til alle!



tirsdag den 26. november 2013

En hurtig dessert

Her kommer lige en hurtig opskrift på en let og lækker dessert, som lige passede med nogle rester fra marcipanproduktionen i dag: appelsintrifli med råcreme.  Det var frisk og lækkert ovenpå en omgang lasagne med aubergine, der stadig er min yndlings LCHF-ret.

Appelsintrifli
Til 2 personer:

2-3 appelsiner
mørk chokolade
et skvæt contreau, cognac, sherry, solbærlikør eller lignende

Skræl appelsinerne, og skær i små stykker. Hæld lidt alkohol over, og lad det stå og trække en times tid. Hak chokoladen groft, og bland i.

Råcreme
2 æggeblommer
2½ dl piskefløde
1 tsk agavesirup
½ tsk vaniliepulver

Pisk æg, sirup og vanilie til en luftig æggesnaps. Pisk fløden, og bland i æggesnapsen lige før servering.


3 slags marcipan

Jeg er blevet inspireret af Tatjana, og har også lavet mig en ordentlig omgang marcipan. Jeg forsøgte mig først med hendes opskrift på orangemarcipan, dog med en lille ændring i mængden af mandelessens og appelsinsaft.
Derefter måtte jeg prøve den med mokka og baileys, men da sidstnævnte ingrediens ikke kunne skaffes, blev det i stedet til mokka og cognac marcipan
Og endelig fik jeg lavet en portion eksotisk marcipan med passionsfrugt, denne gang min egen "opfindelse".
Opskrifterne er her:

Orangemarcipan
150 g smuttede mandler
skal af ½ appelsin
saft af 1 appelsin
3 dråber mandelessens fra Urtegården
2 spsk sukrin gold
1 spsk contreau
mørk chokolade

Hak mandlerne fint i en minihakker eller foodprocessor, og tilsæt de andre ingredienser. Lad det køre igennem godt og grundigt, til massen samler sig.
Form marcipanen, og overtræk med mørk chokolade.
Jeg har pyntet mine med små strimler af kandiseret appelsinskræl.





Marcipan med mokka og cognac
150 g smuttede mandler
1½ spsk instant kaffe rørt ud i lidt kogende vand
2 spsk cognac
3 dråber mandelessens fra Urtegården
3 spsk sukrin gold
mørk chokolade

Hak mandlerne fint i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt de andre ingredienser, og lad massen køre godt igennem. Saml massen med hænderne, form marcipanen, og overtræk med mørk chokolade. Disse er pyntet med hakkede mandler.


Eksotisk marcipan med passionsfrugt, og mango-chili overtræk
150 g smuttede mandler
3 modne passionsfrugter
2 spsk sukrin gold
3 dråber mandelessens fra Urtegården
mørk chokolade med mango og chili

Hak mandlerne fint i en minihakker eller foodprocessor. Sigt saften fra passionsfrugten, og bland det i mandlerne sammen med sukrin og mandelessens. Kør det god sammen til marcipanen samler sig. Form og overtræk med mango-chili chokolade. Her er pyntet med frysetørret hindbær.

tirsdag den 19. november 2013

Pizza med masser af grøntsager

Her på valgaftenen kunne jeg jeg først sent komme ned og stemme, og aftensmaden skulle derfor både være nem og hurtig. Det blev derfor til en omgang lækker blomkålspizza, der ikke tager meget mere end 30 min at lave. Imens bunden bager i ovnen, kan fyldet forberedes.

Pizzabund:
400 g blomkål 
2 æg
150 g revet ost
1 spsk oregano
2 spsk loppefrøskaller

Tænd ovnen på 230 grader varmluft.
Riv blomkålen fint, og bland med resten af ingredienserne. Fordel på en bageplade med papir, jeg synes det er lettest med en spiseske. Portionen passer præcis til en bageplade.
Bag bunden i 12-15 minutter, til den er let gylden.

Tomatsovs:
1 dåse hakkede tomater
1 løg
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
en håndfuld friske basilikumblade
salt og peber

Blend alle ingredienser sammen med stavblenderen, og sovsen er klar. Fordel den i et tyndt, men jævnt lag over hele pizzaen.

Som fyld på min pizza kom jeg derudover italiensk salami, squash i skiver, frisk tomat, champignon, stykker af kyllingepølse, frisk basilikum, og ost på toppen.

Bag pizzaen 5-10 minutter i ovnen, til osten er sprød og gylden.
Lad pizzaen stå og samle sig et par minutter, inden den serveres.

"Men du er en rulle... steg!?"

Jeg har weekenden over været hos mine forældre, og mandag aften fik vi lavet en rigtig dejlig aftensmad - fyldt lammerullesteg. Det er vinter- og simremad når det er bedst.
Denne rullesteg er lavet med lammebryst, og er fyldt med svinefars.

Der skal bruges:
1 lammebryst uden ben eller 1 lammeslag
200 g svinekød eller svine-kalvekød
1 stor dusk frisk persille
½ spsk loppefrøskaller
1 æg
4 gulerødder
2 persillerødder
5 champignoner
3 løg
2 fed hvidløg
salt og peber
smør til stegning


Hak persillen fint. Bland svinekød, persille, æg og loppefrøskaller godt, og krydr med salt og peber.
Sørg for at lammebrystet er helt udbenet, og smør farsen ud over brystet. Rul brystet forsigtigt sammen til en rulle, og bind madsnor omkring. Vær forsigtig ikke at stramme FOR meget, så kravler farsen ud igen.

Smelt smør i en stor gryde, og brun stegen grundigt af på alle sider.
Skær alle grøntsager i stykker, og hak hvidløget fint.
Tilsæt løg og hvidløg til rullestegen, og lade det stege med i et par minutter. Tilsæt derefter halvdelen af rodfrugterne.
Hæld kogende vand ved, så det knap dækker stegen, og lad simre i 1½ time.

Put resten af grøntsagerne i, og lad det koge yderligere 20-30 minutter.

Tag rullestegen op, og klip snorene over. Skær i tynde skiver, og server med sovsen i gryden.


torsdag den 14. november 2013

Avocado-lækker

Jeg er ikke stor fan af avocado, MEDMINDRE det er i form af en lækker guacamole.
Guacamole kan bruges til næsten alting, som dressing i burger, dip til grøntsager, og som dyppelse til pølser, stegt flæsk, grillet kylling eller alt andet dejligt kød.


Jeg har efterhånden lavet guacamole virkelig mange gange, i årevis, og har fået tilpasset den helt efter min smag. Jeg foretrækker den med løg i, det gør den lidt mere skarp i smagen, giver den lidt mere bid på tungen. Derfor vælger jeg også at blende det hele i stavblenderen, frem for at mase det hele med en gaffel.

Du skal bruge:

2 modne avocado
1 lille rødløg
1-2 fed hvidløg
citronsaft
2-4 spsk creme fraiche eller græsk yoghurt
salt og peber
evt. spidskommen

Del avocadoerne i kvarte, og tag stenen og skallen fra. Skær løg i grove stykker, og pil hvidløget. Giv løg, hvidløg og avocado en ordentlig tur i stavblenderen sammen med yoghurten. Smag til med citronsaft, salt og peber. For et mere spicy udtryk, kan et lille nip spidskommen tilsættes, men vær meget forsigtig - det smager hurtigt af meget.
Bliver det hele for salt eller for surt, kan der tilsættes mere yoghurt.

Guacamolen kan opbevares et par dage på køl, men får en ret klam brunlig farve efter kort tid. Oftest hjælper det en hel del, ved bare at røre godt igennem.
Den er dog bedst efter at have trukket et par timer.

tirsdag den 12. november 2013

Bollesuppe og and

Søndag aften var som bekendt Mortens Aften, opkaldt efter Morten Bisp. Han ville oprindeligt slet ikke være biskop, og gemte sig derfor i gåsestien. Men gæssene begyndte at gække, og han blev opdaget. Han skulle derfor have lavet et dekret om at man d. 11/11 skulle slagte og spise gæs, som straf til de irriterende gæs.
I Danmark har vi spist mortensgås siden middelalderen, men i dag er den byttet ud med and, da den både er mindre og billigere.

Sådan en fik jeg også søndag aften - min kære mor havde kokkereret. Men efter det dejlige måltid, og alt kødet var spist, ville hun smide andeskroget ud. Jeg protesterede højlydt, og endte med at få skroget i en pose.
Jeg var helt sikker på, at der måtte kunne koges en skøn fond på skroget, og det endte faktisk ud i en dejlig, klassisk klar "bollesuppe" med grøntsager og hjemmelavede kødboller af kylling.


Fond:
Denne type fond passer godt til en klar suppe, hvor der skal tilsættes grøntsager senere hen.

Der skal bruges:
1 skrog af and (eller kylling for den sags skyld. Også stegeben/kraftben kan bruges til fond, evt. sammen med et stykke kød.)
1 suppevisk (f.eks. en håndfuld persille, en håndfuld selleritoppe og en håndfuld porretoppe)
2 laurbærblade
vand

Bind suppevisken sammen, og put i gryden med skroget. Hæld vand ved, så det kun lige dækker skroget.
Lad det stå og koge en times tid, og gerne længere.
Si suppen fra, og den er nu klar til brug.

Til en fond med mere kompleks smag, kan suppeurter tilsættes, f.eks. knoldselleri, persillerødder, løg og pastinakker.
Også timiankviste, løvstikke eller andre krydderurter er gode smagsgivere.

Fonden kan nemt fryses til senere brug, eller omsættes til suppe med det samme.



"Bollesuppe"
... også kaldet klar suppe eller hønse/oksekødssuppe var en favorit i min barndom, Dejlig salt, og med sjove små kødboller i. Grøntsagerne i suppen er primært rodfrugter, som ikke hører ind under en striks LCHF-diæt, men jeg vælger alligevel at spise dem en gang imellem.

Der skal bruges:
2 liter fond
4 gulerødder
3 pastinakker
2 persillerødder
2 porrer

Rens og skyld grøntsagerne, og skær ud i små stykker - så skal det ikke koge så længe. Vær især omhyggelig med porrerne, der gemmer sig tit jord imellem lagene.
Lad grøntsagerne koge i fonden i 20-30 minutter, eller indtil grøntsagerne er møre. Smag til med salt og peber.

Små kødboller til suppe
Som sagt hører der kødboller til sådan en suppe, deraf navnet jo. Mange vil sige at melboller også hører til, jeg har aldrig kunnet lide dem, og de er jo heller ikke ligefrem LCHF-venlige.
Disse kødboller er lavet af kylling, men kan sagtens laves af almindelig hakket svine- og kalvekød.


Der skal bruges:
400 g hakket kyllingekød
1 stort æg
1 fintrevet løg
1 tsk loppefrøskaller
salt og peber

Bland alle ingredienser sammen, og lad farsen stå og samle sig i 5-10 minutter. I mellemtiden koges vand med salt i en bredbundet gryde. Når vandet koger, skal der skrues ned. Form små boller med en teske, og sænk dem forsigtigt i vandet. Bollerne skal have ca. 4-6 minutter, alt afhængig af størrelsen. Bollerne må kun koges i et lag. Tag bollerne op med en hulske, og stil dem til side.
Varm dem i den færdige suppe.

Bollerne kan fint fryses.