mandag den 5. maj 2014

Tilbage på bloggen

Som overskriften tydeligt afspejler, har jeg længe været fraværende her på bloggen.
Det skyldes flere ting:

1. Arbejdet
Jeg har været meget travl på arbejdet, og faktisk også ret presset. Der har ikke været langt til stress, men så langt nåede jeg heldigvis ikke ud. Dette har i samme ombæring betydet mindre overskud og energi til madlavning, og så kører den onde cirkel jo.

2. Ferie
Jeg har i påsken været i Armenien. Armenien? spørger du så, det er da et usædvanligt rejsemål.
Og ja, det er det nok, men det er faktisk et land der betyder meget for mig. Tilbage i 2007 var jeg volontør dernede, og boede blandt andet hos en familie i en mindre provinsby.
Jeg har derfor en masse familie og venner i Armenien, og jeg fik endelig mulighed for at gense dem.
I Armenien spiser man temmelig meget brød, intet måltid uden brød, så min mave og krop har været noget på overarbejde.
I ferien Havde jeg dog fødselsdag, hvilket resulterede i denne fine sag, der allerede nu er flittigt brugt:


3. Motivation
Oven på både lungebetændelse tidligere i år, stressende arbejdssituation samt ferie, og de dertilhørende dårlige vaners retur, har min motivation været helt i bund.
Den er så småt ved at vende tilbage, så den skal bare nurses og plejes med god og ordentlig mad.
Det har jeg så for eksempel gjort med denne meget lækre blomkålssuppe:









Thai-inspireret cremet blomkålssuppe

1 blomkål
1 grøn peberfrugt
2 løg
2 fed hvidløg
1 stængel citrongræs
1 grøn chili
3 tsk rød karrypasta
2 spsk kokosolie
1 dåse kokosmælk
boullion
salt og peber

Snit den nederste del af citrongræs fint, og gør det samme med hvidløg og chili. Opvarm olien i en gryde, og tilsæt citrongræs, chili, hvidløg og karrypasta. Svits godt igennem, og tilsæt derefter løg.
Rens blomkålen, og skær den i mindre stykker, og lad det svitse med i gryden. Tilsæt derefter peberfrugt, og hæld boullion ved, så det knap dækker grøntsagerne.
Lad suppen koge til grøntsagerne er godt møre, og blend det hele godt med en stavblender.
Tilsæt kokosmælken, og lad det koge godt sammen til en cremet suppe. Jeg havde en rest haidary i køleskabet, det består af feta, hvidløg og peberfrugt. Jeg erstattede halvdelen af kokosmælken med haidaryen i stedet.
Smag til med salt og peber.

Server med kyllingestykker eller rejer.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks

Ingen kommentarer:

Send en kommentar